Hjemme igen

Jeg er nu kommet hjem igen og kan få lov til at reflektere over nogle af de ting jeg har oplevet.
Den første måned havde jeg meget svært ved at forholde mig til de ting der skete omkring mig og de ting som børnene fortalte mig. De grusomheder de levede med og var udsat for hver eneste dag. Jeg kan idag se tilbage, og jeg tænker at hvis jeg ikke havde haft min familie at tage hjem til hver dag og snakke med, ved jeg ikke om jeg havde kinnet gennemføre opholdet. Selvom jeg er fra Brasilien er min opfattelse af virkeligheden en anden end den jeg mødte på Samuca. Jeg havde hørt historier, men det havde for mig aldrig lyt realistisk.
Det jeg har fået ud af det har dog modnet mig meget, både personligt og fagligt.
Fagligt har jeg lært noget om hvor lidt der skal til for at hjælpe et barn. Når man knytter få hjælpemidler med en faglig viden, har man mulighed for at tænke rationelt og læne sig op af den viden. Dette følte jeg hjalp mig meget, således at jeg ikke lod følelserne løbe af med mig, men at jeg kunne placere hvert barn i en form for personlig boks og ligge en handlingsplan derudfra. Dette tror jeg gav børnene ro og fik dem til at slappe af i mit nærvær. De blev ihvertfald gladere når jeg var sammen med dem.
Nu er jeg hjemme igen, hvilket for mig altid er rigtig svært. Det var rigtig dejligt at have min familie så tæt på i så lang tid, og jeg har altid en tomheds fornemmelse når jeg tager derfra. Det tager noget tid, men det går over igen.
Jeg håber det har været spændende at læse med i min blog, og hvis der er nogen der har nogle spørgsmål til de ting jeg har oplevet skal i være velkomne til at spørge.
Mange tak for denne gang, og jeg håber jeg i fremtiden måske kan få lov til at arbejde med sådanne udsatte børn igen. Måske ikke så ekstremt som det var på Samuca, men jeg kunne godt lide tanken om at jeg gjorde en forskel for disse børn.

Med venlig hilsen

Michele Bordignon Scheffmann