Mit paedagogiske projekt

Mit Paedagogiske projekt

En af kravene fra UCC var at jeg skulle lave et paedagogisk projekt. Dette blev helt af sig selv en del af min hverdag for boernene blev vilde med det. 

Som jeg har skrevet i mine laeringsmaal ville jeg gerne lave et laese projekt med boernene. Det blev dog ikke som jeg havde taenkt mig, men meget bedre. Jeg har vaeret ude og koebe et boerneverdenskort, med dyr paa og beskrivelse af de forskellige lande. Jeg koebte ogsaa en bog om brasilianske myter og hisorier da mange af boernene aldrig har hoert mange af dem. En rigtig boerne bog.

Jeg koebte ogsaa en eventyrsbog med mange forskellige eventyr, blandt andet H.C. Andersen.

Hver dag lader jeg boerne i de klasser jeg har laese en smule. De laeser alle meget daarligt, men er meget ivrige for at laere. Bagefter laeser jeg den samme historie som de har laest paa skift hoejt for dem. Dette er blevet saa stort et hit at jeg er blevet kendt paa hele skolen for det, da der aldrig i deres liv er blevet laest for dem. Naar boernene staar ude og venter paa skolebussen kommer, venter jeg altid sammen med dem hvilket heller ikke er normalt for dem, men saa kommer selv de store boern og saetter sig hos mig for at laese. De vil alle gerne naa at laese for mig. De vil saa gerne se isaer kortet og hoere om hvordan der er i andre steder af verden. De bliver helt desperate naar bussen kommer hvis de ikke har naaet hele historien. 

Jeg er igang med at hjaelpe isaer en dreng paa 11 aar, med at laere at laese. Hver dag saetter vi os og laeser en smule Han laeser meget daarligt, men er helt utrolig opsat paa at laere det. Han elsker at sidde med mig og laese og det gaar hurtigt fremad.

Jeg haaber at jeg igennem mit projekt kan oege interessen for litteratur hos boernene og goere det spaendende for dem at laese. Alle har modtaget mit projekt meget positivt og de vil meget gerne have de samme boeger som jeg laeser for dem. De goer alle store fremskridt med deres laesning alene af den grund at der er nogen der saetter sig ned med dem og hjaelper. De voksne har har ogsaa modtaget projektet positivt og vil proeve selv at indfoere det som et fast ritual. Det medfoerer noget godt socialt som boernene kan samles om under rolige vilkaar. Det giver anledning til diskussion og samtale saa de laere at kommunikere positivt sammen og deres sprog udvikles. Dette er ikke noget de har vaeret vant til hvilket ogsaa ses i deres skaenderier da disse kan vaere af en meget voldelig karakter. Hvis man kunne laere dem at kommunikere og udtrykke deres foelelser auditivt kunne man maaske mindske antallet og graden af vold i slaaskampene.

Dette er den 11 aar gamle dreng som jeg hjaelper med at laere at laese

Vi sidder ude for det har han selv valgt, da han ikke vil sidde i klassen

Her sidder vi ude og venter paa bussen

Her sidder vi hver dag og laeser mens vi venter paa bussen

Deres yndlings bog er kortet hvor vi snakker om hvordan der er i andre lande og hvor jeg kommer fra

De synes det er sjovt at hoere naar jeg taler dansk

Instituitionskulturen

Det er svaert at beskrive instituionskulturen paa det sted hvor jeg arbejder. De paedagoger der arbejder der, goer deres bedste og vil boernene det bedste, men mange gange handler de ud fra hvad de selv mener rigtigst. De har selv skabt en kultur paa stedet om hvordan man behandler og opdrager boern. Alt hvad de goer, goer de for boernenes bedste, men til tider virker det som om at de benytter afstraffelse, i form af skaeldud eller time-out i timehvis, af ren og skaer uvidenhed.
Reglerne paa stedet ligner meget dem man kender fra Danmark, men der er nogle af dem der er lidt anderledes. Gammeldags om man vil.
-  Man maa ikke snakke sammen mens man spiser
-  Man SKAL spise op
-  Ved aktiviteter er drenge og piger separeret, dette har jeg ogsaa beskrevet i et tidligere indlaeg.
Jeg har haft adskellige diskusioner med instituitionslederen omkring opdelingen af piger og drenge, men de mener alle at hvis man samler dem vil det vaere anledning til at drengene ville opfoere sig paa en uanstaendig facon. Mit argument har hele tiden vaeret at hvis man helt naturligt satte dem sammen fra en tidlig alder ville der ikke vaere denne opmaerksomhed paa det modsatte koen. Samtidig ville dette maaske skabe ro i en ellers urolig drengegruppe da pigerne virker meget roligere end drengene. Maaske ville man helt naturligt opfordre dem til dreng/pige venskaber istedet for kun at se hinanden som noget seksuelt.

Kulturen paa Samuca vil jeg beskrive ud fra det komplekse kulturbegreb. De har lavet deres egen kultur udfra hvad der er nemmest og de synes der er rigtigst.

Boernene som benytter Samuca er primaert boern fra belastede miljoer. Det er boern der lider af svaer omsorgssvigt, i form af vold og seksuelle overgreb. Vi har boern er lider overgreb dagligt, en dreng hvis far ogsaa er hans morfar, faedre der drikker og derefter lemlester familiens kaeledyr foran boernene til skraek og raedsel, og mange mange flere. Ikke desto mindre hvirker det som om alle boernene faar det bedste ud af deres dag paa Samuca.
Derfor skal der nogle gange ogsaa enten meget lidt til for at faa en negativ reaktion fra dem, men til gengaeld skal der desvarre ogsaa meget til for at faa deres positive opmaerksomhed.
De er meget kontaktsoegende. De vil have kram og holden haand hele tiden. De suger alt den kaerlighed de kan faa til sig de kan.
De virker meget haarde, men selvfoelgelig er de meget maerkede af deres manglende omsorg. Dette er heldighvis ikke et generelt problem jeg har set, men udelukkende paa den instituition hvor jeg arbejder.

Foraeldrene inddrages kun i meget begraenset omfang. Enten fordi de ikke kan rumme det eller ikke er i stand til at tage sig af problemerne selv. Der har nu i december vaeret en fest paa Samuca i forbindelse med Julen. Her bliver der udleveret poser til dem der melder sig, som man saa skal fylde med mad og julegaver til det barn som posen nu tilhoere. Dette er som saa meget andet religioest betinget og der bliver sunget salmer og man hoere fortaellinger fra biblen. Dette organiseres fra kommunes side til boern som ikke har midler hjemmefra. Man holder nogle gange ogsaa paaskefester osv., men dette kommer meget an paa oekonomien.

Billeder udefra af mit klasselokale hvor poserne bliver givet til boernene

Indlaeg om min hverdag

Jeg starter kl. 7:00 hver dag. Vi starter med at spise morgenmad og omkring kl. 7:20 gaar vi ind i klassen. Her kommer der altid 3-5 boern og spoeger om jeg vil hjaelpe dem med deres lektier. Dette bruger vi 1-2 timer paa inden vi fortsaetter dagen aktiviteter, hvor jeg proever at vaere saa meget med som muligt.

Boernenes vilkaar I hjemmet

Jeg bruger rigtig meget af min tid paa at lytte til boernene. De har rigtig meget brug for at fortaelle om deres liv og om de ting de har oplevet. De taler om tingene som var de gamle livserfarne mennesker. De er stadig nogle glade boern som faar deres dag til at fungere med de faa midler de har. Nogle bliver seksuelt misbrugt, andre er udsat for haard vold og kommer med store maerker paa hele kroppen, og de er alle udsat for verbal vold hele tiden. 

Ved at lytte til dem proever jeg at vaere anderkendende og give dem nogle redskaber til hvad de kan goere naar det er rigtig svaert derhjemme.

Mine udfordringer

Den stoerste udfordring er at jeg ikke maa blande mig i paedagogernes arbejde. Jeg bliver ofte spurgt hvordan vi ville goere i Danmark, og her proever jeg at fortaelle og begrunde hvorfor vi goer tingene som vi goer. Jeg giver eksempler paa hvordan de kunne have reageret i bestemte situationer og begrunder igen hvorfor jeg mener de skulle have gjort saadan. Dette kan dog vaere svaert at faa gennemfoert da de handler meget ud fra erfaring og tradition. Det er altid svaert at aendre noget som er blevet gjort paa en bestemt maade i 40 aar. De lytter meget gerne til hvad jeg siger og lederen af instituitionen vil meget gerne have udfoert en rapport over hvad jeg mener kunne aendres nu og her for at goere hverdagen bedre for boernene. Alle der arbejder paa Samuca er meget interesseret i hvordan de hjaelper disse boern, men det bliver til tider en uoverskuelig opgave at hjaelpe alle, for de faar kun meget lidt oekonomisk stoette og mangler personale.

Endvidere er der ikke tilknyttet psykologer eller andet sundhedsfagligt personel der er uddannet til at tage hand om problemer af en saadan karakter.

Jeg har dog snakket/interviewet paedagoger fra private instituitioner som fortaeller en noget andet historie. De arbejder med boern fra hojere sociale og uddannelses lag og har mange flere midler. De arbejder ud fra stort det de samme principper som man goer i Danmark.

I loebet af dagen arbejder vi med de aktiviteter som jeg har beskrevet i et tidligere indlaeg og jeg arbejder en del med mit lease project, som jeg vil beskrive I et separat indlaeg.

De bliver alle hentet kl. 12:30, saa kan jeg naa at modtage det naeste hold boern der kommer om eftermiddagen og derefter har jeg fri.

I et sportscenter i byen blev der lavet en udstilling med alle de ting som boernene har lavet paa Samuca
Paa billedet ses lederen af Samuca som staar op samt Pedreiras borgmester samt nogle psykolog studerende.

Nogle af paedagogerne fra Samuca og mig

Boern fra Samuca som tager musik undervisning

De ting de har lavet til syning

Flere ting fra sy undervisningen

Ting de har lavet i haandlavning. Det er smaa sten som paasaettes og males.

Capoeira show

Malerier fra Samuca som udviklet mange smaa kunstnere gennem tiden

 Mit liv udenfor praktikken

Da jeg er fra Brasilien bor jeg hos mine foraeldre mens jeg er her. Naar jeg har fri er jeg derfor hjemme hos dem og mine boern. Saa gaar vi i byen eller koerer en tur. Jeg bruger meget tid paa at besoege familie og venner, og det er ogsaa dem der tager sig af mine boern naar jeg er paa arbejde.

En paafugl som jeg moeder paa min vej til og fra arbejde .Jeg vil de naermeste dage proeve at tage billeder af aberne der springer over mit hoved og oeglerne der passere vejen. De er hurtige saa jeg naar det som regel ikke. Jeg vedhaefter billeder efterhaanden

Jeg har faaet 2 fridage her op til denne weekend hvor jeg og min mand, som er kommet for at holde Jul, tager til Rio de Janeiro. Ellers er det en helt almindelig hverdag for mig.

Instituitionspædagogik

Som jeg har skrevet før, har Samuca 13 pædagoger og 11 medhjælpere. Pædagoguddannelsen tager 3,5 år, ligesom i Danmark, men der er kun 73 timer praktik. Jeg har kiggede i nogle af deres bøger, og teorien er næsten den samme som vores, men praksis er noget helt andet. De laver en masse aktiviteter med børnene, men når jeg spørger hvad meningen er med elle de aktiviteter, er der ikke noget konkret svar. Børnene er delt i piger og drenge. De er kun sammen når de spiser, eller er i klasse lokalet, mens de venter på aktiviteter. Jeg har også spurgt hvorfor de deler børnene, og fik at vide, at det er det nemmeste. Det er pædagogen der bestemmer hvad de skal. Der er ikke nogen læreplan, eller noget i den stil. Der er et møde hver 3. eller 4. måned hvor de snakker om der er noget der skal ændres. De bruger stadigvæk den asymmetriske relation. Det er pædagogen der har magten, og børn skal disciplineres. De har ikke nogen medbestemmelse. Børnene henvender sig ikke til de ansatte ved navn, men ved titel, Herre, Frue eller Frøken. De bruger straf som metode, hvis de ikke opfører sig pænt. Som regel mister de noget. Jeg tror at det der gør størst indtryk på mig, fordi de er nogle rigtigt sårbare børn, som ikke har meget. Nogle gang skal børn til i time-out, og de kan sidde der i lang tid før der kommer nogen. Det virker som om de glemmer at de har sat børn der. Jeg tror at pædagogerne føler sig magtesløse i forhold til at der er så få midler, og så få pædagoger til så mange børn. De handler efter det habitus de har, og ikke så meget efter pædagogiske principper.

Dagen i institutionen starter kl. 7, men som regel er der børn som sidder og venter allerede 6:45, og de sidder alene. De får morgenmad og så går de over på deres stue. Der er der et stykke papir på væggen hvor der står hvad de skal. Der er forskellige aktiviteter. Som regel skal børnene til 2 eller 3 aktiviteter. Det kommer an på dagen. Der er 1 time per aktivitet. Det kan være fodbold, capoeira, tv, syning, maling, lege pladsen(der er kun en rutchebane) og en lille lege stue. Børnene bliver delt op i drenge og piger, men pigerne har ikke fodbold time, da det er en drenge ting. Kl. 9 holder de en kort pause hvor de får en kiks, eller et stykke brød. Så bliver de lidt ude, men der er ikke så meget voksen opsyn. Klokken ringer og så er der aktiviteter igen. Frokost starter kl. 10:45, de spiser på skift, fordi der ikke er så meget plads og ikke nok tallerkener til alle børn. De skal sidde stille og spise. De må ikke snakke med deres sidekammerat, men nogle gør det alligevel, så får de at vide at de skal være stille. Når de er færdige kommer de tilbage til stuen for at rydde op, børste tænder, og skifte tøj. Så går de ud igen (i Kø, de skal gå i kø), og venter på deres bus til skole. Nogle bliver hentet af deres forældre, men de fleste af dem tager en skolebus. Dette er kl. 12:20.
Kl. 12:30 ankommer eftermiddagsholdet og de har samme rutine som formiddags holdet.
Om onsdagen er der bede dag. Her lære børnene lidt om den katolske religion. De sidder alle sammen i kantinen, hvor der bliver snakket om Jesus, og om at være gode ved hinanden. Der bliver også sunget meget. Alle skal deltage. Også de børn som ikke er katolikker skal side der. De behøver ikke at synge, eller bede med, men de skal være der.

En typisk bede dag

Her sidder børnene og høre fortællinger fra biblen

Her bliver der sunget salmer



Om torsdagen er der capoeira. Her er det en capoeira-cirkel
Capoeira er fællesnavnet for en brasiliansk kampdans, der oprindeligt stammer fra Mende-folket fra Vestafrika og Congo-Angola-regionen og senere blev importeret via slavehandelen til Brasilien i 1500-tallet, hvor den blev tilrettet og blandet til det, der i dag kendes som Capoiera. Capoeira udviklede sig i slutningen af 1800-tallet til et rituelt danse-kamp-spil

Man bliver sendt ind på skift og skal danse i midten af cirklen

Her er jeg og min søn også med. Dette var helt specielt for børnene da voksne som regel ikke deltager i leg

Her er det min søn der bliver svunget. De synes alle det var sjovt han er så lys i huden.

 

Det jeg kan observere omkring læringsmiljøet er, at der er mange forskellige aktiviteter hvor børnene kan lære noget og udvikle sig, men hvis der er noget de ikke kan lide eller ikke er gode til bliver de nemt ekskluderet fra flokken. Der bliver ikke taget hensyn til det enkelte barn, men de laver altid noget generelt som aktivere så mange som muligt. De gør tingene for at gøre ”noget”, men har ikke noget formål med legen. Derfor bliver individet ofte ladt alene, hvis det er noget de ikke er gode til, eller noget de ikke kan lide at lave.

Mine læringsmål

Obligatorisk indlæg - til professionshøjskolen UCC

Institutionsbeskrivelse af Samuca

Samuca blev bygget i september 1996. Ideen kom fra en tidlligere borgmester.

Samuca ligger i Pedreira som er en lille by 200 km nord for Sao Paulo. Samuca er en institution med 397 børn mellem 6 og 13 år. Børnene er der på skift. Det vil sige, de børn der går i skole om morgenen, kommer om eftermiddagen og omvendt.

Der er 5 undervisnings stuer hvor der bliver lavet aktiviteter såsom: maling, musik, idræt, syning, katolsk undervisning, IT og lektier.

Der er 13 pædagoger i alt, 11 medhjælpere. Pædagogerne er fordelt på de 2 perioder. Der er 1 voksen til hver aktivitet. Det vil sige at de fleste af timerne er der kun 1 pædagog, eller medhjælper til 30 børn.

Det er en kommunal institution, der har som formål at hjælpe de børn som er fra socialt belastede familier, men kun de børn der har begge forældre i arbejde, hvis et barn har en af forældrene gående hjemme får det ikke plads. Dette er selv om det har det rigtig svært der hjemmme.

Samfundsmæssigt har det som funktion at give børn et sted at være mens deres forældre arbejder, så de ikke bliver på gaden og marginaliseres. Nogle er dem får kun mad der.

Samuca får et beløb om måneden fra kommunen til at klare sig, hvis kommunen ikke sender noget, så har de ikke andre steder at hente hjælp.

Meningen med institutionen er at give børn en bedre hverdag, og at klæde dem bedre på til fremtiden.

Lovmæssige tilhørsforhold i Brasilien i forhold til Danmark:

I forhold til institutionens lovmæssige tilhørsforhold og lovgrundlag, er dette ikke beskrevet nogle steder, hvilket det f.eks. er hjemme i Danmark, i form af dagtilbudsloven, serviceloven og de tilhørende paragraffer, der er til for at sikre børn og unges trivsel og læring. Dette skaber dog en vis undren hos os i forhold til Danmark, pga. de ikke eksisterende lovgrundlag. Dermed ikke sagt at Samuca, ikke skaber de fornødne rammer for børnene og undervisningen er professionel. Det er dog bare et spørgsmål om kulturforskel og ressourcer/manglende ressourcer der står til rådighed.

Til tider er det måske også et spørgsmål om manglende uddannelse.

På Samuca er deres form for læreplaner f.eks. på følgende måde. Alle underviserne på de forskellige levels mødes hver anden måned, hvor de i fællesskab udarbejder en læreplan og nogle retningslinjer for børnene de næste to måneder frem. På denne måde kommer børnene på de forskellige levels til at følges ad med deres læring og deres jævnaldrende.

Klasselokalet



Mit klasselokale hvor jeg er, sammen med den ansvarlige pædagog

Fodboldbanen, men ingen måtte spille da de sad i timeout som straf

IT undervisning

Syning

Legetøjsrummet, her skal man have en tid til at få lov at lege

Et andet klasselokale

Her laves idræt, og her venter man også på bussen efter frokost når man skal i skole

Kantinen

Kantinen

Køkkenet

Køkkenet

Facaden til Samuca

Dog er der ingen fælles retning linje i hvordan disse mål opnås og alle har deres egen mening om hvad pædagogik er.

Mine overvejelser

Hvad du ønsker at få ud af opholdet:

– Jeg har idag været på Samuca for første gang. Jeg tror den største faglige udfordring bliver at præge personalet og ikke mit arbejde med børnene. Jeg håber meget at kunne få personalet til at tænke over hvad de laver så de ikke bare er, men rent faktisk yder et stykke arbejde med disse børn.

- den største personlige udfordring tror jeg bliver, at holde en personlig afstand til børnene og ikke blive følelsesmæssigt indvolveret. Jeg vil så vidt muligt prøve at forbluve så objektiv som muligt-

– Det, jeg tænker det betyder at være dansk i udlandet er at man som dansker skal forsøge, at være åben over for de metoder man benytter og de mennesker der arbejder på for eksempel Samuca. Man behøver ikke nødvendigvis at synes om det, men man kan måske prøve at forstå det og acceptere det for hvad det er.

– Det, jeg kommer mest til at savne bliver nok den strukturede arbejdsform. Jeg kommer til at savne, at teknikkerne bygger på evidensbaserede arbejde og ikke bare noget man lige har bestemt sig for på stedet fordi man har gjort sådan de sidste 40 år. 

– Når jeg kommer hjem håber jeg at have styrket min overbevisning om at den faglighed som vi lærer i Danmark er vigtig da vi her får nogle redskaber til at hjælpe og vi ikke bare handler i uvidenhed og magtesløshed.

Jeg tror det bliver nogle rigtig spændende måneder jeg får her på Samuca, og jeg håber både jeg og personalet måske kan lære hinanden noget. Hvem ved om man ikke derigennem også vil hjælpe børnene mest og bedst.

En begyndelse

Så er jeg så småt startet på mit lille eventyr.
Jeg har netop lavet et udkast til mine 3 obligatoriske læringsmål.
Jeg tror det bliver meget spændende.
Jeg skriver dem ind når jeg har fået dem godkendt at min lærer.